Kære Honduras
Man ved aldrig, hvem man sidder i taxa med
Først en editor’s note: For hvad sker der her? En blog er nemlig født. Latinamerika og Caribien er mine hjertebørn, men vi får ofte et ensidigt billede af dem i medierne: Narko, bander, kriminalitet, høj mordrate, korruption. Det er én side af et komplekst kontinent og ørige, så derfor fremlægger jeg min blog som et modspil eller en tilføjelse, om man vil, til mediernes billeder.
Jeg fortæller små historier, små indblik — ind i en anden verden som er kompleks, smuk, dejlig, frustrerende og forvirrende. Få inspiration i min blog, tag ud på en rejse, skriv til mig, hvis du er nysgerrig på mere eller har spørgsmål. Bloggen giver udtryk for, hvad jeg brænder for: Latinamerika og Caribien.
Jeg har boet i Honduras i tre måneder. Da jeg annoncerede til familien, at nu rejser jeg til Honduras for at arbejde, var reaktionerne forskellige. Min mor gav sig i kast med en Googlesøgning på landet og var ved at falde bagover af skræk! Her skulle hendes datter godt nok ikke rejse hen. En af mine kære søstre spurgte, hvilket land Honduras var hovedstad i?
Honduras ligger langt fra Danmark. I dag vil jeg give et indblik i den finurlige og ofte overraskende verden af taxature i landet.
Tienes novio? (har du en kæreste?)
Taxaer er billige i Honduras. Jeg har boet i La Ceiba, en by i Honduras ud til den caribiske kyst, og når det bliver mørkt, skal jeg som enlig kvinde hoppe i taxaerne. Bare for en sikkerhedsskyld. Det er efterhånden blevet til en del taxature.
Et ord til at beskrive taxature i Honduras: Unikke.
Hver en tur er unik. Og det er på grund af taxachaufførerne. Som lyshåret, blåøjet og med en højde på 1.78 skiller jeg mig ud, og det kan også være en af grundene til, at chaufførerne rækker ud. Men stilen bliver lagt fra sekundet, jeg åbner døren og bøvler ind med mine tasker og poser.
Et par eksempler på spørgsmål der møder mig:
Hej, hvordan går det, hvor er du fra?
Hvad laver du her i La Ceiba?
Er du gift/har du en kæreste?
Kan du lide La Ceiba?
Bor du her alene?
Chaufførerne er herligt nærgående. Herligt kan selvfølgelig diskuteres, men jeg har valgt at tage taxaturene som oplevelser. Når de så finder ud af, at jeg taler spansk, så kan vi for alvor åbne op for nogle emner. Jeg har debatteret forfærdelige lønforhold for lokale (og specielt taxachauffører), fået fortalt en hjerteskærende beretning fra en far om sin syge datter, skålet i øl og skrålet med på hård techno, diskuteret trafikforholdene, fået kærlighedserklæringer, snakket om hvor skøn La Ceiba er og har tilmed måtte rette på en chauffør, som var på vej i den forkerte retning. Hver tur er unik. Jeg er fan af taxachaufførerne.
Te gusta La Ceiba? (Kan du lide La Ceiba?)
Det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet et utal af gange. Og jeg kan godt lide La Ceiba. Det var altid mit svar til chaufførerne. Det er en omvæltning at bo et fremmed sted på den anden side af Jorden, og taxaturene er en tilvænningssag. Men en kærkommen tilvænning. Det endte ud med, at jeg blev utroligt skuffet, hvis en chauffør pludseligt ikke ville samtale med mig om hverken det store eller det små. Taxasnakkene er blevet en del af min ophold i La Ceiba, og det er nu blevet en del af min fortælling om landet.
Jeg vil dele den hjerteskærende historie fra en far, som var chauffør på min tur hjem fra træningscenteret. Den bliver hængene i mine tanker, så nu skal den ud af hovedet, ned på tastaturet, ind på computeren og ud til jer.
Efter en træning prajer jeg en taxa. Der sidder en venligseende mand bag rettet. Han undskylder, fordi han snakker i telefon. Jeg forstår opkaldet og bliver draget ind af det: Hans datter er på hospitalet med en farlig bakterie, der startede i benet, og som nu er i blodet og kan ende i hjernen og med døden. Han lægger på og siger pænt god aften. Han er tydeligt påvirket. Der går lidt tid. Så forklarer han mig, hvad der er sket med hans 7-årige datter, og at der er kommet en cubansk læge, som hjælper dem. Men datteren er A negativ, og det er svært at skaffe det blod, som hun skal bruge for at overleve. Blodet findes på et andet hospital, og de har næsten samlet alle pengene sammen til det, men hospitalet vil have pengene med det samme. Det virker som om, at han slet ikke kan holde det inde. Han er tæt på at græde hele tiden.
Jeg bliver rørt, og samtidigt er der med tiden vokset en skeptisk stemme i baghoved oven på samtlige rejse rundt i verden: Fortæller han mig om det her, fordi jeg nærmest er den eneste turist i hele La Ceiba og tilmed hvid, hvilket naturligvis betyder, at jeg har penge? Det er ikke tanker, som jeg er stolte over. Men de kryber sig ind. Jeg fik umiddelbart ikke den vibe fra ham. Han var meget autentisk.
Vi stopper foran min lejlighed. Han er tydeligvis meget rørt og ked. Hans telefon ringer hele tiden. Vi sidder lidt. Så spørger han, om jeg ikke vil bede for hans datter. Jeg siger, at jeg ikke kender ordene på spansk. Det er lige meget, siger han. Så jeg gør det på dansk. Sender tanker afsted til hans datter. Han beder om min hånd, og vi beder sammen på spansk og på dansk. Det var en intens oplevelse med et andet menneske på en taxatur i Honduras.
Du ved aldrig, hvem du sidder i taxa med.
